Du er den helt nye pige i klassen?
Ja! Tredje sæson. Faktisk var jeg lige ved at sige nej tak til at blive bakkesangerinde. Jeg turde næsten ikke. Det er jo lidt skræmmende med de madammer – ’madammer’ er selvfølgelig positivt ment!
Ann fortæller, at hun godt kan bruse frem og interagere med publikum. Hvad bliver din rolle på scenen?
Det er svært at svare på, når jeg ikke har stået der endnu.
Men jeg har faktisk arbejdet sammen med Ann før, og det er rigtigt, at hun er frembrusende. Jeg er måske lidt mere skæv i min tilgang. Med et blink i øjet.
Hvad irriterer dig mest lige nu?
Jeg er dødtræt af, at man som kvinde altid bliver sat i bås. Hvis man er lidt frembrusende og udtrykker sig på samme måde som mænd gør, bryder de sig ikke om det. De har meget travlt med at pisse territoriet af over for kvinder, som rent faktisk har en stemme. Man bliver nødt til at spille på det og pakke sig selv ind i at være lille, nuttet og feminin. Og jeg er sgu ikke nuttet!
Du lyder som en bakkesangerinde?
Ja! Det synes jeg faktisk også.
Er der noget hos bakkesangerinderne, der tiltaler tidsånden?
Du kan dykke helt ind i et univers, som er levende og lige foran dig. At komme ind og se hele Bakkens Hvile og sige ’wow, sådan kan det også være’. Alt skal ikke ses på en telefon.
Hvor gammel er du?
Alt for gammel!
Jeg har lært min dreng, at han altid skal trække ti år fra min alder – så 48 år…