Tina Grunwald

Hvor gammel er du?

Jeg ser ud som den yngste, men jeg er faktisk den ældste. Den ældste nulevende bakkesangerinde.

Så hvor gammelt er det?

Det er 68. Og det er hele året.

Hvor høj er du i høje hæle?

Jeg bliver 1,76 høj. Modelhøjde.

Hvad er din ægteskabsstatus?

Min ægteskabsstatus!? Den er meget, meget kedelig. Jeg er på det tredje ægteskab, men det er tyve år gammelt nu. Normalt holder det kun i syv og så skifter jeg dem ud – så jeg er gået over tid. Jeg er nok blevet lidt doven med det.

Thomas Blachman har sagt at bakkesangerinderne ikke findes længere. Er I gået af mode?

Ej, det er vi godt nok ikke! Vi er kult, vil jeg sige. Men Blachmann ved heller altid, hvad han taler om. Tror faktisk aldrig han har været her.

Hvad ville han få for en aften i Bakkens Hvile?

Han vil simpelthen sidde og tænke ’det var satans. Jeg har da ikke fulgt med lige der’. Han får både lidt jazz, og så får han faktisk også kvinder, der passer til hans alder. Men jeg ved ikke… han plejer jo at gå efter de lidt yngre. Måske en blondine som mig kan gå!

Sang og dans kan jeg få på TikTok. Hvorfor skal jeg se bakkesangerinderne?

Det skal du, fordi du skal have live-oplevelsen. Du skal have det direkte op i smasken, hvor du kan få lov at deltage, hvis du har lyst. I virkeligheden har showet ingen alder. Der er kærlighed, der er humor, der er sex. Vi berører alting. Politik også! Vi kan ikke lade noget være.

I tager ingen gidsler?

Nej, ikke en dyt.